Ingvard – hvor blev du af?

Her er historien om husmanden Ingvard, som var en rigtig bonde i en tid hvor kærlighed til natur og dyr betød mere end tro på vækst og tilskud. Ingvard er her ikke mere og på mange måder er det en trist historie.

Hvorfor er alle de landmænd, som kom efter Ingvard udnyttere af naturen helt uden respekt for fortiden og det miljø, som deres børnebørn aldrig kommer til opleve.

For meget mere end 50 år siden kom jeg som barn og ung hos en husmand på det nogle kalder den jyske hede. Han var en stovt mand med et godt forhold til sit liv som landmand på de 26 tønder land, der var blevet hans liv og indtægtsgrundlaget for hans familie.

Husmandsstedet lå midt i et stort område, hvor jeg gik på jagt med min far og min bror og onkel. Vi kom ofte på Ingvards jord og vi mødte ham ofte til en sludder for enden af hegnet. Det skete over en længere årrække. Og det har sat sig spor hos mig.

Der var hegn omkring Ingvards marker. Det var mest enrækkede hegn af hvidgran eller sitka. Med tiden havde der sneget sig nogle hyldetræer og tjørn og slåen ind og om sommeren stod det hele smukt med meget liv i grønt og hvidt. Der var liv i hegnet, som nogle i dag ikke helt forstår. Der var mange forskellige sangfugle og drosler, som havde reder i de tætte dele hegnet. Der var fasaner og skovduer og de levede side om side med egern.

Ingvards hegn var nødvendigt. Selvom mange i dag tror at stærk storm og skader på marker er nyt så var der i den grad regulære sandstorme den gang. Det var altid en god bemærkning, når man talte om hvor meget jord en ejendom havde, så var svaret: “Jo, der er 26 tønder land – når de er hjemme allesammen” Stormene var slemme og flyttede den sandede jord.

Jeg har selv oplevet af bliver fanget på en cykeltur fra Hammerum i øst til Herning i vest på hovedvejen, som var snorlige så vestenvinden havde frit spil mod øst. Det var en oplevelse at stride sig igennem vinden og mærke sandet nærmest sandblæse ansigtet. Jeg var helt gråsort af sand i ansigtet og det var ret smertefuldt at få det vasket af husker jeg.

I dag er alle disse hegn næsten borte. Er der en tønde land eller to med læhegn bliver disse som det første fældet og lavet til at flis af egnens nuværende storbonde. Det skal være store marker og de store maskiner skal ikke begrænses af træer og buske.

Den opdyrkede jord på heden den gang var sandet og let. De blev kaldt “lette jorder” og man kunne faktisk høre i Radioavisens vejrudsigt, at der kunne komme sandstorm på de lette jorder. I dag er de stadig lette og som en naturlig følge af nybøndernes nedlægning af stort set alle læhegn i det åbne land er sandstorm igen et naturfænomen. Udviklingen taget i betragtning ville læhegn i dag kunne modvirke sandstorme og fygning.

I dag bliver en sandstorm ofte af hensyn til landmændenes ubetænksomhed i jordforvaltningen kaldt følger af klimaforandringerne. Men det er reelt hensynsløs forvaltning af jorden. Klimaforandringer havde ingen hørt om den gang jeg blev fanget i sandstormen mellem Hammerum og Herning.

Det var på de jorder Ingvard dyrkede klassiske afgrøder som korn, roer og selvfølgelig kartofler.

Det var også på de marker vi gik på jagt og kunne skyde en håndfuld agerhøns ud af de mange, der levede der. En hare måske og det var så det. I foråret og om sommeren var der lærkesang fra solopgang til solnedgang og der var viber i luften og vibereder på markerne.

Der var ukrudt i bunden af Ingvards korn og andre afgrøder. Det var med til at fuglelivet og insektlivet var så mangfoldigt. Ukrudt og ukrudtsfrø er fødeemner for stort set alle fugle og mindre dyr som lever på jorden. En væsentlig årsag til at jordrugende fugle som viber og agerhøns er næsten væk i dag, er bl.a. at de ikke kan finde naturlig føde.

En smule ukrudt kunne gå an i kornet, men roerne skulle holdes rene. Det skete med håndkraft og der var mange som tog en tørn med at hakke roer, som det hed, når ukrudtet skulle fjernes i vækstsæsonen. Hos Ingvard var det børn og familie uden løn, men hos de større gårdejere blev folk ansat i sæsonen til det arbejde.

Kartoflerne blev ret hurtigt behandlet med maskiner. Der var små maskiner til at sætte bag på den lille grå Massey Ferguson 35, som Ingvard ejede og brugte til det meste maskinarbejde. Med de rette redskaber kunne kartoflerne holdes rene.

Når afgrøderne var modne blev der høstet. Korn med mejetærsker efter traktoren, men ret tidligt en lille fin selvkørende fra Dronningborg-fabrikken i Randers. Kornet kom for det meste i hus og høsten blev gennemført, når vejret var til det. Ikke efter et skema og en kalender.

Det samme gjaldt roer og kartofler. Op kom de og blev lagt i kuler med halm over så frosten kunne holdes ude af kulen.

Der var en rytme hos Ingvard og hans mange ligesindede husmandskolleger, som fulgte naturens rytme. Det blev dog nødvendigt med kunstig vanding efterhånden og lidt flere maskiner – men naturen og vejret spillede den vigtigstes rolle.

Ingvard stod op med solen og kiggede først på himlen og så mod vest for at se, hvad vinden derfra kunne betyde for arbejdet i løbet af dagen.

Efter at have fornemmet sig frem til dagen var Ingvard beskæftiget i stalden det meste af formiddagen. Der var 12 malkekøer, som blev malket med simple malkemaskiner og mælken blev hentet inden middag til mejeriet i Sunds. Det lå stadig midt i byen og det lille mejeri var en god og sund andelsforretning ejet af landmændene på egnen og med mejeristen som daglig leder. (Indtil det blev lagt sammen med andre små mejerier under paraplyen ARLA, som lukkede de fleste og i dag lukker resten).

Så skulle grisene fodres og der skulle strøes halm i de grisestier der var i den lille bygning, som var grisestalden. Der var masser af plads til både søerne og deres smågrise. Det var ret sjældent at dyrlægen kom. Ingvard brugte ikke så meget medicin, for grisene var jo næsten aldrig syge, som han sagde.

Der var aldrig noget, der gik rigtig galt ude hos Ingvard. Han kunne måske køre fast med traktoren eller der var en ko, som havde besvær med at kælve. Det ordnede Ingvar selv med hjælp fra konen og de største af børnene, når de var hjemme.

Selvfølgelig var Ingvard også ramt af uheld i bedriften. Det var og er en del af landmandslivet. Der kunne komme sygdom eller uheld i stalden. Men der var ikke brug for dyrlægen, som en landmand i dag har det. Regnen eller tørken kunne skade afgrøderne. Men sjældent i en sådan grad, som vi kender det i dag.

Ajlen inde fra staldene løb ud igennem en åben rende i gulvet til ajlebeholderen, som var gravet ned og støbt tæt i enden af staldbygningen med betonlåg på. Ingvards ajlebeholder løb aldrig over og han havde helt styr på de ting. Han havde ikke en digital måler eller noget. Han stak en pind i beholderen for at tjekke, hvor meget der var i den. Det var hans kontrol.

Komøget og grisestiernes halm blev kørt på møddingen med en trillebør. Der var nok lidt udsivning selvom møddingen havde fast, støbt bund, men det var ikke overfyldt hverken i ajlebeholder eller i mødding.

Ingvards uddannelse som landmand var af den praktiske slags, men han havde været på landbrugsskolen og lært noget. Det var ikke alle de ting de lærte ham og hans venner syntes om. Der var lidt for meget teori og det at glæde sig over naturen, agerhønsene, viberne og insekternes summen over markerne var der ikke meget om på skolen. Den gang var en vigtig del af pensum hvordan man med de effektive sprøjtemidler kunne gøre livet lettere for landmanden og øge udbyttet, som det hed.

Hos Ingvard var der fluer for alvor. Der var selvfølgelig mange fluer på ejendommen. Ude på markerne var der massevis af forskellige flyvende og kravlende insekter. Det var jo derfor der var agerhøns og alle de andre fugle.

Omkring gården var der fluer og masser af svaler. De fugle, som er vores pejlemærke på at miljøet og naturen har det godt. Er der ingen svaler er naturen ved at dø eller er død.

Der var fluer inde i køkkenet hos Ingvards kone hvor vi fik kaffe og kage. Og der var fluesmækkere – ikke gift på spraydåse.

Der var heller ikke gift på Ingvards marker. Det var håndkraften, som holdt dem rene og jorden led ikke under sprøjtning med gift. I de fleste år jeg kom hos Ingvard, var kunstgødning heller ikke så udbredt. Han havde jo ajlen fra køerne og grisene og alt møget fra staldene og møddingen. Det var naturlig gødning og det blev spredt med hvad vi i dag ville kalde rettidig omhu: når det var tid til den slags og når vejret, temperaturen og årstiden kunne bære det.

Ingvards lille sted indgik selvfølgelig i den udvikling det danske landbrug har været udsat for. Ingvard solgte til naboen, som var yngre og større og kunne låne penge. Ikke fordi de 26 tønder land var dyre eller fordi bygningerne var gode – det hele blev hurtigt revet ned, men fordi naboen skulle vækste, som det nu hed fra de mange rådgivere, som efterhånden var ansat i landbo- og husmandsforeningerne. Vækst var det nye mantra og det var og er stadig vel at mærke ikke vækst som i planter, ukrudt eller natur, men som i penge, tilskud og nye banklån.

Ingvard skyldte ikke noget i ejendommen; måske en gang imellem lidt i foderstofforretningen så ham og konen flyttede til et lille parcelhus i Sunds, hvor de levede – og tror jeg – savnede livet på gården. Vi var på besøg et par gange og det jeg husker mest var deres blikke, som søgte ud mod haven og markerne på den anden side af hækken.

Historien om Ingvard og det lille sted, som ikke en gang havde et navn, som de store gårde havde det, lyder som en Morten Korch beskrivelse af livet på landet. Men her var der ingen Poul Reichardt eller Peter Malberg i uplettede kostumer. Her var der kun Ingvard og konen.

Det var et hårdt liv og har man fulgt husmænd som Ingvard virker det nærmest uanstændigt, når nutidens landmænd taler om det hårde liv de har. Det er i hvert fald respektløst overfor de generationer, som var bønder og rigtige landmænd.

For der skete ting og sager, når de store og de nye generationer af landmænd kom til. Pengene flød til dem i en lind strøm fra banker, EU og staten. Alt kunne lade sig gøre, når blot der var udsigt til vækst. Ingen stillede spørgsmål til omfanget af skader på natur og miljø, når regnskabskonsulentens budgetter viste, at der var og er plads til nye investeringer for lånte penge.

Slut var de stille morgener med en beslutning om det måske var i dag vi skulle høste. Nej, det står i kalenderen at i dag skal vi høste og hvis kornet er lidt vådt, kan vi jo bare tørre det med elektriske tørremaskiner. Der er heller ikke ukrudtsrester i kornet eller de andre afgrøder. Alt er sprøjtet væk uden hensyn til natur, dyr, insekter og fugle.

Ingvards ajlebeholder findes ikke mere, men kæmpestore gylletanke med plads til tusindvis af liter møg og ajle bruges til opsamling hvorefter det så kan køres ud, når kalenderen siger det.

Er det en periode med regn og jorden er mættet af vand er uden betydning. Den danske landmand er efter eget udsagn verdens bedste, men kan åbenbart ikke gennemskue, at når vi har regn som vi har det ofte nu, så kan jorden ikke aftage gyllen. Så er det at den løber hen over marken og direkte i grøften eller i åen og slår alt ihjel. Det er disse hændelser, som altid beskrives som “hændelige uheld”.

Målerne på tanken er ikke en pind, men digitale og der er ingen som løfter låget og tjekker hvor højt det står. Så gylletankene løber også over og gyllen ender i bække og åer. Det hører vi også om, men “det er jo en risiko, der er ved landbruget i dag.”

Og vi bliver hele tiden mindet om, at de landmænd som sprøjter vores vandforsyninger ihjel, slår alle insekter og mange dyrearter ihjel, ja, de er “verdens bedste landmænd”. Det er landbruget og dets politiske støtters og organisationers narrativ om et erhverv, der med rendyrket vækstfilosofi og grådighed som drivkraft har haft (og stadig har) frit spil over vores natur, vores dyreliv og naturlige ressourcer igennem så mange år, at det er svært at forestille sig, at vi igen får svaler, natur og markhegn med hyldetræer tilbage.

Det der undrer allermest, er hvordan de såkaldte “verdens bedste landmænd” kan stå op hver morgen og køre ud med sprøjterne og giften og gyllen, overfylde deres stalde med levende dyr og glemme at tjekke gyllebeholderne så de løber over.

Hvordan kan de gøre det 365 dage om året uden at tænke på fremtiden for naturen og miljøet. Og hvordan kan de gøre det uden at bekymre sig om, at deres børn eller børnebørn aldrig vil opleve en svale i luften eller at fange en fisk i åen eller fjorden for ikke at tale om, at de kommer til at drikke renset importeret vand i plastflasker og ikke fra den danske undergrund.

Men Ingvard, hvor blev du af….?

Overskriften er frit efter sangen “Morten” med “De eneste To” – Simon Kvamm og Peter Sommer – om bardomsvennen som blev væk .

Ingvard er navnet på en husmand jeg har kendt. Ham og konen er for længst døde og borte og jeg har siden kendt mange af dem i mit liv. Mange ældre i dag kan måske huske en Ingvard, en onkel eller en morfar. Fra den tid, hvor landbruget var en værdig og respekteret del af vores hverdag. I dag er der under 10.000 aktive landmænd i Danmark og måske er en af Ingvards børnebørn blandt dem. Jeg tvivler.

Denne tekst har været længe undervejs. Jeg vil ikke lægge mig i sporet af kritikerne af det moderne landbrug. Det er der mange andre og mere kyndige folk, som heldigvis gør. Danske landmænd i dag problemer op over traktorakslerne og de har i mange år tigget om forståelse og medynk.  Den seneste udvikling med landmændenes fornægtelse af ansvar for miljø- og klimaødelæggelser har fået mange, som ikke har kendt en Ingvard til at lukke ørerne, når landbrugslobbyisterne og deres politiske venner igen synger refrænet om det “er så synd for os og vi skal have økonomisk kompensation, tørkestøtte og nedbørserstatning”.

Det er en trist tekst, som jeg ved vil røre mange mennesker. Jeg bliver selv ked af at læse det her, når ordene er der og det er svært at se på fremtiden med samme afslappethed, som når Ingvard stod ude på gårdspladsen hver morgen og kiggede mod vest…

Thorkild Ellerbæk

maj 2024

Læs kronikken i Jyllands Posten den 10.juni 2024. Det er en kortere udgave af dette essay:

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE17124000/ingvard-hvor-blev-du-af

En kommentar fra Morten Haugaard Rasmussen i 6600 Vejen:

… jeg vil gerne sige mange tak for en fremragende kronik. Emnet er højaktuelt, teksten er velskrevet, og dine pointer står helt klart og er lige på kornet.

Jeg er årgang 1969 og kommer fra en lille by nord for Randers, hvor mine forældre var lærere på den lokale skole. Flere af mine forældres venner var landmænd, et par af deres kolleger var udearbejdende landmandskoner, og de fleste af mine klassekammerater var enten landmandsbørn eller havde en far, der arbejdede på en gård. Når jeg var på besøg hos mine forældres venner eller hos mine klassekammerater, legede vi som den største selvfølgelighed i stalden og på høloftet. Da jeg blev lidt større, hjalp jeg undertiden lidt til med at muge ud og køre halm ind. Jeg var nok ikke til megen hjælp – den råstyrke, som man får af dagligt arbejde med en møggreb, havde jeg slet ikke. Men det var sjovt alligevel. Og man tog venligt og måske lidt overbærende imod min “hjælp”.

Egnen nord for Randers har aldrig været et velhavende område, og de gårde, jeg kom på som barn, var bestemt ikke store. På den største, som tilhørte en af mine forældres kollegers mand, var der 40 malkekøer. På de andre var der vel en 20-25 stykker. Jeg ved ikke, hvor mange svin der var på svinegårdene, men jeg husker staldene som små. Men uanset størrelsen husker jeg tydeligt, at landmændene var stolte af deres gårde og af det, de udrettede. Som du skriver i din kronik, var det et hårdt liv. Der skulle virkelig arbejdes. Man skulle meget tidligt op, der skulle tages fat, og man havde først fri, når man var helt færdig med dagens arbejde. Men der var en glæde ved arbejdet og ved det, man udrettede. Jeg tror også, at der var en snert af “vi er bedre end jer, fordi vi arbejder hårdt på vores eget”, og det er naturligvis knapt så sympatisk. Men grundlæggende var der en – synes jeg – berettiget stolthed. På den gård, hvor jeg kom mest, havde man stående i køkkenet en ærespræmie fra mejeriet for årets bedste mælk, som man havde fået flere år tidligere. Det var en træbakke med en inskription, og jeg syntes ærligt talt, at den var grim. Men familien var stolt af den, og den skulle naturligvis stå i køkkenet, hvor den kunne ses.

At jeg på den måde har fået et kendskab til landbruget fra barnsben er nok årsagen til, at jeg ikke ser landmænd som onde. Men landbruget som sådan har adskillige strukturelle problemer, og de har efter min mening medført en udvikling, som jeg ikke bryder mig om. Lidt slagsordsagtigt kan man måske sige, at jeg ikke har noget imod landmænd, men jeg har meget imod landbruget.

Du skriver i din kronik om det paradoksale i, at det landbrug, der systematisk ødelægger vores natur, drives af nogen, der kalder sig “verdens bedste landmænd”. Det kommer nok an på, hvilken målestok man bruger – hvis kriteriet er, hvem der er bedst til at få det maksimale ud af jorden og dyrene, er det nok rigtigt, at danske landmænd er verdens bedste. Men hvis man ser på bærebygtighed og dyrevelfærd, er prædikatet ganske enkelt ikke korrekt. Det understreger du tydeligt i slutpointen i din kronik: Hvordan kan man behandle jord og dyr, som man gør, uden at tænke på fremtiden for natur og mlijø?

Jeg tror ikke på, at Ingvard ville kunne klare sig som landmand i 2024. Hans tid er forbi. Det tror jeg, at du er enig i. Men Ingvards måde at gribe landbrugslivet an ud fra omtanke og sund fornuft, den omtanke og sunde fornuft tror jeg godt vil kunne trives i dag. Men det kræver en helt anden tankegang end den, der er fremherskende i dag. Det kræver, at landbruget vender ryggen til – med dine egne ord – den vækstfilosofi og grådighed, der har haft frit spil i mange år.

Hvordan ændrer man så landbrugets måde at tænke på, så landmændene i højere grad tænker på fremtiden og bekymrer sig om, hvad landbruget gør ved natur og miljø? Et beskedent bidrag er naturligvis at lægge sine indkøb, så man støtter de landmænd, der driver deres gårde mere bæredygtigt. De findes, men man skal lede efter dem. Men da en meget stor del af den danske landbrugsproduktion går til eksport, er det ikke løsningen. Der skal andet og mere tli, og jeg har desværre ingen idé om, hvad det er.

Men jeg ved, at vi er nødt til at tale om landbruget. Vi er nødt til at påpege uhensigtsmæssighederne. Vi er nødt til at tale om de skader på natur og miljø, som landbruget er direkte årsag til. Det skal vi gøre, selv om det er upopulært. Det kan man gøre på mange måder. Jeg tror, at din måde: at spørge, hvorfor landbruget ikke tænker på fremtiden, er en af de rigtige måder.

Jeg tror, at du er bevidst om, at din kronik ikke vil være populær læsning i alle kredse. Jeg tror også, at du er klar over, at du vil blive mødt med kritik. Det glæder mig meget, at du alligevel tager bladet fra munden. Det vil jeg gerne takke dig for.

Venlig hilsen Morten Haugaard Rasmussen