Da svalerne kom tilbage

Sådan giver vi naturen tilbage til jorden i praksis/NYE FOTOS TILFØJET

Vil vi nogensinde kunne genskabe naturen på naturens præmisser? Kan den jord vi har pint alt ud af igennem flere hundrede år atter blive til natur, levested for insekter, fugle og dyr?

Ja, men forudsætningen er at vi lader jorden være. Lader den genskabe sit eget liv og sin biologiske kerne og holder fingrene væk. Det er det svære i den øvelse.

Rolandsgaard på Djursland er en slægtsgård, som har ligget i Feldballe Bakker siden udflytningen i 1800. Den blev bygget af genbrugsmaterialer fra bl.a. Feldballe præstegård og kirken. En firelænget ejendom med stuehus, stalde i to længer og lade i den sydlige længe. Ikke nogen stor gård, men beliggende på jord af rimelig bonitet. Så 25 hektar kunne brødføde generationer, indtil vi overtog den i 1995.

Det var på den tid, at en ejendom på 25 hektarer blev betragtet som for lille og den sidste generation af de oprindelige havde da også suppleret landbruget med minkavl og arbejde udenfor gården.

Vores intention var at drive landbrug i en eller anden form. At holde gården i gang og i produktion. Derfor overtog vi den seneste produktion på markerne med korn, som på det tidspunkt var rug. Det passede på mange måder i vores start som landbrugere. Ud af de 25 hektarer var de 15 marker i drift. Det var marker, som havde været traditionelt og intensivt dyrket uden omdrift og hensyn til jorden i mange år.

Det smukkeste ved den form, som vi umiddelbart førte videre, var de oplevelser vi havde, når rugen dræede og skabte et nærmest tågeagtigt slør i den bløde vind tidlig morgen eller tidlig aften. Et syn, som gennem generationer har været symbol på frugtbarhed. Rugen formerede sig og gjorde sine kerner klar til at vokse i den varme tid.

Når maskinstationen havde høstet rugen og kørt den væk og når stubben stod i august-septembers tørketid kunne vi se de skader denne traditionelle, intensive driftsform havde givet jorden. Den halvfede muld her i Djurslands bakkede terræn revnede og åbnede sig i noget, der mest af alt mindede om de billeder vi alle så fra de tørkeramte egne i Afrika og Asien. Ikke blot tørt, men udtørret og udpint. Indtil ploven blev sat i jorden og maskinstationens folk pløjede med en sådan intensitet, at vi med det samme kunne se, at det var ikke den måde vi skulle behandle jorden på.

Det har altid været godt landmandskab, at efterårspløjningen skulle lægge grunden til næste sæsons avl. Med andre ord helt ud til kanten så det var lige før markveje og skel ind til træer og buske blev skåret ud i så meget plovjord som overhovedet muligt.

De græsser og de blomster, som trods giftsprøjtning og kunstgødning havde etableret sig langs markerne, blev pløjet ned. Selv uerfarne øjne kunne se, at de skader som denne aggressive jordbehandling medførte, ikke ledte til noget godt. Insekter, smådyr og fugle fik ikke en chance for at etablere sig, endsige overleve.

Vi gav overtagelsen et års tid på disse vilkår, men så snart, at sådan kunne vi ikke behandle den jord, som nu var vores ansvar. I det hele taget var hele ejendommen et stykke smuk natur med små søer, overdrev og blandet træbevoksning ved siden af de dyrkede marker. Det var en natur som vi instinktivt følte os forpligtet til at bevare og genskabe og det stor hurtigt klart, at vi skulle tænke det hele igennem selv.

Rådgivning fra professionelle landbrugsrådgivere var i direkte modstrid med de ønsker vi havde og det vi ville. Vi talte simpelthen ikke samme sprog.

Vi brugte vores sunde fornuft og den kærlighed vi havde til naturen og vi rådførte os, hvor vi fandt forståelse for hvad vi ville; så det blev meget hurtigt et år med andre afgrøder på markerne som kunne tilføre jorden kvælstof og humus på naturlig vis sammen med udlæg regulært i græs.

På den måde gik 1-1,5 års omlægning, som ganske vist ikke gav indtægter ved høst, men som beredte jorden til det vi ønskede: at give den naturen tilbage. At give jorden en afgrøde, som kunne indgå i et naturligt økosystem. Som gjorde jorden klar til afgræsning. Det var det vi ville.

Den mest tilgængelige måde for nyetablerede som os for at etablere dyrehold var får. Det er dyr som vi havde erfaring med fra tidligere, men som her skulle op i et antal, hvor der kunne være tale om en egentlig driftsform.

Da vi nu havde sagt farvel til gødning og intensiv drift af markerne var det også vigtigt, at de får som skulle græsse passede ind. Så det blev får som er hårdføre, lette at håndtere og giver velsmagende kød.

I de første tre år efter overgangen til den ekstensive markdrift kunne vi hver eftersommer høste hø, som vi kunne fodre fårene med. Men antallet af høballer faldt for hvert år og til sidst var der ikke mening i at bruge maskinkraft til at høste hø; det stod klart, at helårsgræsning ville være vejen fremover.

Endnu en udvikling, som kom jorden og naturen til gode. Græsset, de vilde blomster og det liv der blev skabt på markerne, fik fred og især insekternes trivedes så guldsmede og mange andre ellers “sjældne” insekter nu svirrede i luften over Rolandsgaard.

Den økologiske og biologiske gevinst ved vores helt simple ændring af landskabet kunne bogstaveligt talt aflæses fra år til år og vi kunne se, at de tidligere voldsomme skader og udtørringer i jordbunden helt udeblev.

I løbet af få år fik vi en efterhånden anselig besætning på over 100 får med de mange lam vi fik. Vi fik mulighed for at afgræsse et naturareal lige ved siden af vores jord, så der kunne fårene græsse i sommerhalvåret. Vi havde dem hjemme i stalden i læmmesæsonen og havde i det hele taget en ganske effektiv og spændende drift. Men også meget arbejdskrævende – især i læmmesæsonen. Men Djursland og Mols var i disse år et område med mange, som gjorde det samme som os og var seriøse fåreavlere, så vi var også en del af et fællesskab, hvor vi hjalp hinanden og der blev skabt mange tætte venskaber og relationer med mennesker som havde samme syn på naturen og drift, som vi havde.

Vi var alle i nogenlunde samme generation og vores fællesskab byggede på mere end fåreholdet. Vi havde udover denne livsstil også det til fælles, at vi dybest set gerne ville vise, at det er muligt at udnytte jorden og naturen på en måde, som også giver kød i høj kvalitet og penge til avlerne. Vi ville og gjorde det at vi opdrættede og solgte kød på en bæredygtig produktion. Før det var et begreb.

Får er fremragende til at afgræsse overdrev og naturarealer, som vores marker jo ret hurtigt blev, men får er arbejdskrævende og på den tid forsvandt flere af de lokale slagtehuse så vi måtte køre længere og længere med slagtedyrene, hvilket ikke var hensigtsmæssigt. Og til sidst oplevede vi, at det slagteri vi kørte flest dyr til måtte lukke. Det var endnu et eksempel på den magt det konventionelle landbrug har på alternative eller blot anderledes bedrifter i Danmark.

Vi fik slagtet 50-60 lam hvert år hos et slagteri, hvis ejer var fra Tyrkiet. Det var en halalslagter, men metoden er jo den samme om der bliver slagtet hos en slagter, der hedder Jensen. Men det stoppede af nogle grunde som er helt bizarre. Vores tyrkiske slagter kunne ikke afsætte de lam han slagtede fra danske besætninger her i Danmark.

Han eksporterede de fremragende danske lam til Frankrig. Og det kunne lade sig gøre fordi han havde en aftale med en lokal vognmand som kørte for Danish Crown-slagterierne. Han kunne få sine leveringer med i kølevognen. Men det opdagede det store andelsfirma, som kørte dansk svinekød sydpå og de ville ikke acceptere at andre trods betaling fik plads i deres transporter. Så kørte de dem hellere halvtomme. Så vognmanden blev tvunget til at stoppe med at transportere dansk lammekød til eksport fordi det landmandsejede slagteri ikke ville have det.

Året efter lukkede den tyrkiske slagter og efterhånden begyndte den danske produktion af kvalitets lammekød også at falde fordi afsætningen blev mere og mere besværlig.

Vi fik slagtet lokalt igen og kunne sælge helt legalt og kontrolleret ved stalddøren, men vores produktion var forholdsvis stor så det fik os til at overveje andre muligheder.

På det tidspunkt var det næsten kun muligt at sælge lammekødet ved stalddøren. Vi forsøgte at sælge til lokale supermarkeder, som overhovedet ikke var interesserede. Vi forsøgte hos lokale restauranter. Nej tak. Disse steder købte man i stedet lammekød importeret fra New Zealand og vores danske slagtelam endte så i franske butikker og i franske restauranter.

Vi tænkte den gang i bæredygtighed og unødvendige transporter ligesom vi kunne påvise at vores kvalitet var bedre end industrilam fra den anden side af kloden. Men presset fra de konventionelle landmænd og en helt åbenlys mangel på at tænke udover det billigste kød i køledisken var den gang i 90-erne med til at vi i Danmark aldrig rigtig har fået gang i at forbrugerne har valgmuligheder, når de skal købe kød. I modsætning hvad der allerede var og blev udbygget på dette felt i England og vore naboer mod syd. Uden for Danmark er ideen med at kunne købe kød lokalt højt prioriteret hos mange forbrugere og dermed også hos mange butikker, hvor lokale produkter kan købes.

Vi havde nu efter tre-fire år 15-18 hektarer græsmark, som allerede på det tidspunkt kunne levere græsning tril mange dyr uden gødning og indgreb fra vores siden.

Vi var reelt vidne til at naturen var godt i gang med at retablere sig, at den naturlige vegetation og den økologiske balance udfoldede sig lige uden for vores vinduer. Og vi havde lært, at vi skulle holde fingrene for os selv så meget som muligt. Naturen og fårene skabte grundlaget for de mange hektarer, som nu skulle være hjemsted for endnu en udvikling: kreaturerne – de store græssere – var på vej.

På den tid var det at holde kødkvæg ofte noget som “bylandmændene” gjorde. Vi var jo også bylandmænd, omend vi mere følte os som fåreavlere. Det var tiden hvor sagførere, fabrikanter og andre velhavere havde gårde med Hereford på markerne. Vi kiggede os lidt omkring og i England havde jeg set, at der var en bevægelse omkring Angus-kvæget, som de kaldte “Back to the future”. Det var gammeldags Angus-kvæg som ikke var som de anguskreaturer de danske industrilandmænd havde fremavlet, nemlig med en skulderhøjde over 1.5 meter. De var små og tætte, meget charmerende og hårdføre.

Men de var ikke i Danmark. Der var imidlertid en lille flok danske kvægavlere som havde Galloway kreaturer. Også en lille engelsk/skotsk race, som vi straks faldt for. En race som er skabt til helårsgræsning og afgræsning af marginale jorder. Og så med en høj kødkvalitet.

Endnu et fællesskab at komme ind i. Entusiastiske og kloge ejere af Galloways som stillede op med masser af gode råd og dyr som vi kunne købe. Igen var disse kvægfolk med samme intentioner og samme natursyn, som vi havde. Det var starten på den sidste etape af at naturen på Rolandsgaard blev givet tilbage til jorden.

Galloway er meget hårdfør. Det er en helårsgræsser og den har en speciel fordøjelse som gør at maverne kan tage rigtig meget stråfoder ind. Ikke bare fint hø, men alt fra piletræer til siv og de groveste græsser. Den passede perfekt til den vegetation vi havde skabt på vore marker.

Og når man kommer i med de rigtige mennesker, kommer man også godt i gang. Det blev dog en dyr start fordi de gode Galloway folk fik os overtalt til at købe den bedste tyr, som fandtes i Danmark på det tidspunkt sammen med nogle køer og kvier. Udbuddet om man så må sige af Galloway-dyr var meget begrænset og vi havde det held at få en tysk avlet tyr, som alle den gang satte stor lid til. Den tyr grundlagde den lukkede stambesætning vi skabte og gjorde også, at vi kunne afsætte levende avlsdyr.

Meget spændende og igen en vej ind i et fællesskab med ligesindede med samme natursyn, som vi havde. Det var også i dette fællesskab, at vi kunne rådgive hinanden om de mange forskellige tilskudsregler der allerede den gang var for naturvenlkg drift.

Galloway-dyrenes indflydelse på den økologiske balance på vores jord var helt fantastisk. At får er gode for naturen vidste vi, men nu fik vi fuld valuta på det vi den gang kaldte artsrigdom, som i dag hedder biodiversitet.

Rundt omkring på murene på gården var der gamle svalereder, men vi havde ingen svaler. Svalerne var væk og vi så dem ikke. Fugle er på mange måder vores kanariefugle, som minearbejderne i England havde med nede i kulminerne for at holde øje med om der var ilt nok. Hvis kanariefuglen i buret døde var det med at komme ud af minen og ud til den friske luft. Kan fuglene – svalerne – ikke leve er det også et voldsomt signal i vores landskaber, at noget er galt. Det er den alarm vi alt for sent har bemærket.

Så snart kreaturerne kom på markerne og efterlod store mængder af kokasser kom svalerne. Som om de igennem årene var fløjet forbi Rolandsgaard og set, at her var der ikke noget at leve af. Det var endnu et eksempel på, hvor enkelt og hvor hurtigt og naturligt økobalancen kan genoprettes.

En kolort producerer mange gange sin vægt i fluer og andre insekter; svalernes primære føde. De fandt dem og så kom de tilbage til Rolandsgaards forladte svalereder allerede den første sommer.

Svaler har altid været en indikator for godt miljø. Er der sunde vandmiljøer er der svaler. Er der en sund mødding eller køer på marken er der svaler. Er naturen i balance og uden sprøjtegifte er der fluer og insekter. Så vi kunne næsten konstatere, at med svalernes genkomst til gården var vi tæt på målet – vi havde genskabt naturen og jorden i bakkerne havde taget naturen til sig.

De sidste år med Galloway viste os at de marker, som nu efter en del år uden gødning og pleje stadig kunne levere føde til en besætning, som når der var flest, var omkring 30 dyr.

Der var perioder, hvor det var svært at holde fingrene fra naturen. Når jorden bliver givet fri, må vi erkende, at den kan tage magten fra os mennesker. Det er en svær læreproces helt at slippe kontrollen.

Hos os var det i praksis efter et nogle år en meget kraftig vækst af tidsler, som begyndte at tage magten. Alle de andre såkaldte ukrudtsplanter var ikke et problem, men tidslerne kunne selv de barske Galloways ikke lide og de begyndte at fylde.

Havde jeg vidst det jeg ved i dag havde jeg ikke kørt rundt med den store brakpudser for at holde tidslerne nede. Det var en grov behandling som – det ved jeg i dag – var til skade for mange insekter. Men der var mange og kreaturerne kunne ikke lide dem. I dag ville jeg lade tidslerne stå. De fleste af disse planter har deres tid og når der ikke er mere næring til dem i jorden, forsvinder de.

Havde jeg efterlevet den erkendelse og accepteret, at naturen vil retablere sig selv blot vi holder fingrene væk, så var det gået i sig selv.

Set over den periode vi havde Rolandsgaard viste det sig, at følger man disse principper vil jorden tage imod naturen og den bæredygtige og økologiske balance kan oprettes eller genoprettes indenfor 5-6 år. Det er en meget kort tid i det store billede. Kunne vi projicere dette projekt op kunne vi i Danmark få naturen tilbage samtidig med, at vi vil kunne have en bæredygtig og sund produktion af fødevarer.

Når denne historie fortælles, er reaktionen for det meste, at bylandmænd har masser af penge og de skal jo ikke leve af det. Det er ofte almindelige landmænd som siger det.

Jeg skal ikke her gå ind i en større redegørelse for hvilke fordele, der er ved at være aktiv landmand. Vi havde ikke mange penge, men det er klart, at det vi gjorde kunne gennemføres fordi vi – naturligvis – så mulighederne i de tilskudsordninger EU har for landbrug. Så vi fik de EU-tilskud, som tilkommer enhver bedrift på landet og vi satte os ind i reglerne for at få tilskud til omlægning fra konventionelt landbrug til miljøvenlig drift (de muligheder var der allerede i halvfemserne), samt de fordelagtige skatteregler landbruget i dette land er pakket ind i. Det var en væsentlig del af finansieringen, at vi var et rigtigt landbrug med en rigtig produktion og i visse år også et rigtigt overskud.

Det er klart, at skal man efterleve sine principper kræver det ofte afsavn, men vores tid på Rolandsgaard krævede ikke afsavn; hverken økonomisk eller på andre måder – tværtimod var den daglige omgang med den “nye” natur og dyrene meget givende.

At vi igennem alle årene på gården satte naturen højere end traditionelle landmandsværdier er noget vi kan tænke tilbage på og helt ærligt være stolte af. Når jeg i dag læser om det store projekt som ægteparret Tree og Burrell har gjort med deres Knepps gods i England tænker jeg på, at vi gik rundt på Djursland og gjorde det samme på samme tid som dem i mindre målestok.

Galloway-besætningen var som nævnt en lukket stambogsført besætning og det ser jeg i dag nærmest som mit livs svendestykke; at vi kunne opdrætte og videresælge en hel besætning ved vores afslutning, som sandsynligvis den dag i dag sætter sig spor i andre besætningers stamtavler fra den meget smukke tyr “Rolandsgaards Arthur” – vores første avlstyr som vi solgte. Jeg er ret overbevist om, at jeg mange år senere kunne se nogle af Arthurs efterkommere på de store strandenge på Knudshoved i Sydsjælland…

Og så er der jo lige det, som gjorde en meget væsentlig forskel på tiden den gang og i dag.  Kort tid efter vi havde overtaget Rolandsgaard kontaktede vi det daværende Århus Amts afdeling for Natur og Miljø. “Vi har købt 50 hektar på Djursland. Dem vil vi gerne drive fremover så miljøvenligt og bevare så meget natur som muligt. Vil I hjælpe med det?” Tre dage efter kom lederen af afdelingen og en biolog og gik rundt med os på ejendommen et par timer og gav masser af gode råd og opbakning. Lige der fik vi nok det skulderklap, der skal til for at tage skridtet til at gå ved siden af alle de andre. Det blev en rådgivning og tillid som vi aldrig mødte eller har mødt hos traditionelle landbrugsrådgivere. Det de amtslige miljømedarbejdere satte i gang overalt på landet er desværre gået tabt i takt med, at det politiske system har nedprioriteret naturen og miljøet.

Da vi solgte Rolandsgaard mange år senere var det vigtigt for os, at de nye ejere også ville videreføre de tanker og de ting vi havde sat i gang. Det har de gjort og derfor er der i dag 50 hektarer på Djursland, hvor naturen blev givet tilbage til jorden. Stjæler vi os til at kigge ud over landskabet derude i dag kan vi se at jorden i den grad har taget naturen til sig.