Screenshot fra Jyllandsposten i dag

Det er værd at bemærke i den danske ulvedebat, at mediernes    selvsving og politikernes ligegyldighed med fakta, helt bliver overset.SScreenshot

                                 Danske mediers søger skrupelløst at få “almindelige mennesker” med i historien  og politikerne tror de følger folkestrømmen.

                                 Det første er et begreb som i medieteorien kaldes “konsekvenseksperter” – altså  mennesker, som oplever konsekvenser af politiske afgørelser, ændringer i livsstil o.s.v. En gang i 80’erne var det egentlig et ganske fornuftigt dogme, da  “almindelige mennesker” sjældent kom til orde.

                                 Men journalister og redaktører har ikke bemærket, at konsekvenseksperterne nu har deres helt egne fora (medier), hvor debatten omfavner tusinder, som aldrig  ellers tager del i den offentlige debat – nemlig på de sociale medier.

                                 Retorikken der har sin helt egen stil, som vi alle ved, og det har smittet af på   de  gamle medier: jagten på de helt spidse, skæve og helt uberegnelige udsagn fra vidner, deltagere eller bare observatører. Endda i en sådan grad, at f.eks. på tv    optræder disse ofte på lige fod med professionelle    journalister/reportere/korrespondenter.

                                 Det er blevet en form for kildeudtalelse, som uanset dens ensidighed i opfattelsen   af ulve som dødbringende bringes uimodsagt.

                                 Det er ikke noget nyt, skal vi huske. Vi skal tilbage de brødrene Grimm, som var       de første der med virkelig stor gennemslagskraft brugte begrebet “little red riding hood syndrome” Begrebet er i nogle varianter blevet fordansket, men den   oprindelige definition er “et udtryk for overdreven naivitet og kognitiv dissonans –  altså at man drives imod noget man tror er uhyggeligt og dermed oplever det som uhyggeligt/farligt. Men almindelig sund fornuft vil nok få de fleste til at indse, at den barnlige       opfattelse af ulven i bedstemors tøj eller i fåreklæder ikke har bund i  virkeligheden.

                                 Det interessante i den danske (også i andre dele af verden) ulvedebat er at voksne mennesker tilsyneladende ikke kan slippe barnets ulveopfattelse fra Grimms  eventyr.

                                 Især journalisterne på de danske regionale tv-stationer holder for enhver pris fast i narrativet om den “store stygge ulv”.

                                  Det virker som folkene fra “Styrelsen for grøn arealomlægning og vandmiljø heller ikke kan glemme børnebogens ulv “. Denne styrelse skubbede det eksisterende “Naturstyrelsen” ud. Bemærk, at natur næsten forsvandt. Et        bureaukratisk navn opfundet af politikere og embedsmænd, som ikke har tænkt tanken, at sagsområdet jo handler om natur, fisk fugle og dyr. Og i styrelsens tid har vi kunnet følge hvordan de politiske ledere og ledende embedsmænd har  fjernet sig fra naturen og ingen af dem har udtrykt empati, forståelse eller  indlevelse i naturen. Det er ikke skrevet ind i jobbeskrivelsen.

                                 Naturstyrelsen har i mange år haft – ja netop – naturen som område. Og på trods af mange års forsøg fra skiftende borgerlige regeringer på at amputere styrelsen  var der dog mange, som stadig havde deres egne gummistøvler med på arbejde.    Der var folk ude i naturen, som passede på naturen med kærlighed og passion.  De findes stadig – det ved jeg, tak for det – men de styres nu af et embedsværk, som ikke synes hverken at have rod i eller lyst til natur.

                                 Som chef behøver man ikke have rodet i jorden som barn eller være natur-menneske, men forståelse og indlevelse i jobområdet bør efter min mening    være en kvalifikation. (Jeg ved godt, at der er mange dele af Styrelsens folk som gør et stort stykke   arbejde ude i felten.) Men der hvor beslutningerne træffes ser jeg ikke støv på skrivebordet.

                                 Det betyder også at de politikere som med ministertitler er i spidsen, ikke behøver vide noget om natur. Det fremgår jo næsten hver dag af deres udtalelser  især i ulvedebatten. Det er udelukkende en populistisk tilgang, som i flere tilfælde har   samme substans som debattørerne og konsekvenseksperterne på   Facebook.

                                 Den saglighed og naturforståelse, som må forventes af en minister og en styrelse, som arbejder med naturen, er væk i det almene og ofte virkelighedsfjerne ønske  om at please vælgerne (og landmændene). Afstanden kommer meget tydeligt frem i den seneste udvikling i debatten om de få ulve, der lever i Jylland.

                                 Regulering af ulvebestanden er nu et helt almindeligt begreb, som alle                 efterhånden har taget til sig. Ulven skal væk uanset at den mangler at vise, at den    vil spise bedstemor. Det har ikke været til megen debat eller overvejelse, at Danmark slap for ulvens fredning i Europa. Det gik nemt igennem.

                                 Fra den dato blev jagt på ulve nærmest på lige fod med at skyde en and eller et rådyr. Bemærk, at begrebet at jage og jagt på er almindelig nu, hvilket er i modsætning til den lov om regulering af skadevoldende vildt vi har haft i mange  år herhjemme. Her er der regler for reguleringen – altså bortskydningen eller fangst i fælder.

                                 Hensigten med loven om regulering er, at dyrene ikke skader afgrøder, mennesker   eller påfører dem fare. Regulering har hidtil været praktiseret primært for at  hindre invasive arter f.eks. mårhunde i at brede sig og for holde bestande af fugle, som ikke nødvendigvis er til skade for andre, men generer (duer, svaner, måger og kragefugle). De kan ikke siges at skade i særlig grad, men på grund af danskernes stigende biofobi  (frygt for det vilde og naturlige) skal de væk så de ikke generer   folk. Regulering har været en metode til begrænsning af skader og trusler – nu er det et andet ord for udryddelse.

                                 Det har været Naturstyrelsens folk ude i landet som professionelt med indsigt har givet eller afvist tilladelse til regulering. F.eks. har de tjekket, om der er reel fare. I    dag synes afgørelserne at træffes centralt. Det har også været vigtigt, at der ikke    er tale om jagt. En holdning som jeg ved medarbejdere i Naturstyrelsen har     håndhævet. For naturligvis har jægerne i Danmark set en mulighed for at få endnu flere vildtarter at jage. Danmarks Jægerforbund har officielt forsøgt at holde ordet jagt ude af reguleringskonteksten. Dog ikke mere end at forbundets eget blad i tidens løb har haft flere reportager fra jagt som har været  regulering. Der er også eksempler på, at en reguleringstilladelse (som mest er     personlig) udlejes som jagtret. I mange år har jeg selv oplevet på klapjagter at  skovduer er blevet medtaget blandt de jagtbare. (Ja, vi har jo tilladelse, som det                                  blev sagt) – uanset at tilladelsen ikke omfatter “Fri afskydning” eller jagt.

                                 I den seneste tid har vi set, at staten nu driver “jagt” på ulven. Minister og andre taler frit om “vi jager”.Altså er det lovbasede begreb regulering pludselig også jagt. Nu indsætter staten     droner i “jagten” på ulven i reguleringen. Det vil stresse øvrige dyr i området        unødigt. Og alene at ulven skal skydes med riffel i et beboet område er også ulovligt og ikke mindst til stor fare for mennesker.

                                 Det er i strid med lovgivningen om regulering.  Men når det nu er sådan, så er    praksis allerede skredet. For et par år siden fortalte V-politikeren Asger Christensen i en video på sociale medier, at han havde kørt indtil flere mårhunde  ihjel med sin traktor. Det gik helt upåagtet hen på trods af den grove     lovovertrædelse, og det er jo det der sker: Bare gør det, så bliver det nok lovligt en gang.

                                 Min forudsigelse er at dronerne snart vil indgå i jægerens udstyr. Når staten må – ja, så må jeg vel også…

.