“DGI Hærvejsløbet udspringer fra idéen om at forvandle den historiske Hærvej til Danmarks største motionsarena.“
Os der bor ved Hærvejen har altid haft vejen som et pejlemærke og en del af vores hverdag, den er en del af vores natur og ikke mindst historien bag denne første gennemgående vej fra Grænsen i syd til nord i Jylland.
Mit forhold til Hærvejen strækker sig mange år tilbage første gang vi boede på en ejendom i Midtjylland syd for Viborg. Der var spor i landskabet som var arkæologiske rester af Hærvejen eller sideveje til hovedvejen. De var en del af hverdagen og ind imellem kunne man reflektere over verdens udvikling, når man satte sig ved vejsiden. Hærvejen var en del af stedets historie.
Vi brugte Hærvejen som en markvej, når vi skulle fra A til Z eller bare en genvej. Vejen var en del af vores landskab. Vi red tidligt i 70’erne på islandske heste på besøg hos venner, som også havde adresse ved Hærvejen. Så kunne man ind imellem føle en samhørighed med dem, som for hundreder af år siden rejste på Hærvejen. Som det var i fortiden, var det i vores tid en vej – ikke ret meget andet og der var stille og roligt langs vejen. Jeg mindes ikke at have mødt folk på turene på Hærvejen, som var en ridetur på et par timer hen til gode venner og hjem igen.
Jeg har været til og fra og bor lige nu med hoveddør ud til den asfalterede vej, som i dag af de fleste anses for at være Hærvejen. Det er nu ikke helt korrekt, men vejen er farbar og asfalteret og derfor førstevalget for ihvertfald mange på cykel ind i det smukke og historiske landskab, der hedder Dollerup Bakker.
Der har i generationer været en stille og rolig udnyttelse af tætheden til hovedvejen gennem Jylland. Der har været kroer og købmænd og i Dollerup har vi næsten altid haft et ishus ved ruten og tidligere var der også et par små cafeer. Nu har vi en købmand i Skelhøje, som giver mulighed for en snack eller en fadøl på hærvejsturen. Stille og roligt og i harmoni med egnen og hverdagen. De to ting er på slutruten inden Viborg, som forsøger at kapre titlen som Hærvejens hovedstad. Måske ikke helt hisoriske korrekt, men i masseturismens hellige navn er alt muligt og lige til at gribe ud efter.
Der er i de sidste år sprøjtet rigtig mange penge ind i udviklingen af turismen langs Hærvejen. Kommuner og fonde har i stor stil bevilget millioner med Nordea Fonden i spidsen. Skriv “Hærvejen” i din ansøgning og pengene flyder.
Det er jo oplagt at motionsindustrien og de tilhørende sportsgrene også melder ind og henter penge. Det er den danske vækst-turismes ædleste formål, at få så mange som muligt ud i landskabet og på stier og veje.
Det er et nobelt formål og og os der bor midt i det lever da også til hverdag fint med de mange tusinde gæster som passerer. Selvom skiltningen er omfattende og meget grundig må mangen en vandringsmand eller kvinde spørge om vej: “Er det Hærvejen den vej…?” Det giver os herude i den slumrende landsby nogle velkomne muligheder for en lille snak med folk fra de store byer og endog udlandet, som vandrer på Hærvejen. I parantes en lang vandrerute, som IKKE er blevet omdøbt til et eller andet med “Camino-foran”.
Men det har ind imellem også nogle negative sider. F.eks. når de store organisationer overtager vores lille landsby og vores egn med trafikreguleringer, massive skilte overalt og hundredvis af løbere og cyklister igennem de små byer. Et motionscykelløb i Midtjylland kan i dag ikke afvikles uden massive følgere på store motorcykler og biler med blinkende lygter.
At dette show lukrerer på naturen er der ikke tvivl om, men deltagerne ser ikke lyngen, bøgetræerne eller vores store, smukke ege. De har mere fart på cyklerne gennem landskabet, end vi andre kører i vores biler.
Det er så fint for i morgen kommer de ikke igen…
Skriv et svar