Når den grønne omstilling møder muren

Mens politikerne og mange andre stadig har svært ved at få armene ned efter aftalen om den grønne trepart, er mange eksperter skeptiske med god grund. Der er megen greenwashing i denne aftale som i mange andre af SVM-regeringens miljø og natur forslag.

Det bliver fremhævet at denne aftale i høj grad bygger på frivillighed og især landbrugets vilje til at være aktive medspillere. Erfaringen fra tidligere større tiltag på miljøområdet har vist, at det ikke er en farbar vej.

I Landbrugsaftalen fra 2021 skulle der udtages 100.000 hektar lavbundsjorder inkl. randarealer inden 2030. Denne aftale byggede på frivillige ordninger og i dag kan man konstatere at under 10.000 hektar er gennemført

Flere kritikere har nævnt at frivillighedsprincippet med guleroden til landmændene ikke virker. I den aktuelle meget alvorlige situation skal pisken – altså tvungne ordninger i brug.

Landmændene hævder, at årsagen til den manglende indsats ligger i kommunernes langsomme sagsbehandling

Den grønne aftale vælger på trods frivilligheden og det fremhæves gang på gang, at implementeringen ude i landet skal ske igennem lokale udvalg i de enkelte kommuner. Med andre ord lægges ansvaret for vores natur og miljø fremtid ud i kommunerne.

At kommunerne ikke magter opgaven, har siden nedlæggelsen af amterne og udflytningen af miljøkontrol m.m. til kommunerne vist sig at have katastrofale følger for miljø og natur.

Kommuner svigter ofte miljøet

Den kommunale miljøforvaltning ligger politisk ofte i de tekniske udvalg. Miljøforvaltningen i kommunerne er ikke specielt højt prioriteret. De forhold jeg har kendskab til (gennem mange år) i Midtjylland, viser en udvikling fra den amtslige stærke kontrol og styring af tilladelser til en kommunal tilgang, som bygger på en grundliggende præmis, at al den jord, som ligger i landzone er at betragte som “landbrugets erhvervsområde”. Den tolkning medfører at andre beboere i landzonen skal acceptere trafik med landbrugsmaskiner, grisetransporter og lugtgener fra svinefarme.

Det har Miljøforvaltningen i Viborg kommune f.eks. skriftligt meddelt naboer til en kommende storsvinefarm 100 meter fra det fredede område ved Dollerup Bakker.

Forvaltningen har på baggrund af en tekst til miljøgodkendelse skrevet af ansøgerens byggefirma og staldfirma godkendt alt uden anmærkninger.

En gennemgang for nogle år siden afslørede, at samme forvaltning på et år havde godkendt 100 lignende miljøsager uden kommentarer.

Når jeg nævner dette, er det for at illustrere, at det bliver folk fra disse forvaltninger som skal betjene udvalgene, der lokalt skal stå for den grønne omstilling. Så forudsætningerne er allerede velkendte og jeg tror ikke man kan forvente, at de kommunale miljøforvaltninger kommer til at bruge pisk overfor landmændene.

Venstre og landbrugets magt i kommunerne

Den politiske del får selvfølgelig også en væsentlig indflydelse på processen. Her skal man være klar over, at i landkommunerne – som jo er der det hele skal foregå – er der gammel tradition og konsensus om at formændene og flertallet (hvor det er muligt) i netop udvalg, som har med miljø at gøre består af venstrefolk ofte med baggrund i landbruget. De sidder tæt kolleger ude på gårdene, som de skal sætte i gang. Ofte har de også ledende poster i lokale landboforeninger.

På den baggrund forstår jeg udmærket formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, som i slutfasen af forhandlingerne sagde, at han har store forhåbninger til de lokale udvalg: “Der har vi jo altid stået stærkt”.

Landzone er landbrugets erhvervsområde

Der er ikke tvivl om, at den endelige og afgørende gennemførelse af en grønne omstilling vil medføre modsætninger ude i landkommunerne. Lokalpolitikerne vil se forslag som indgreb i deres udlægning af landzoneområder, som landbrugets erhvervsområder, hvor de hidtil har kunnet lukke øjnene for udviklingen af de enkelte ejendomme fra mindre bedrifter til svinefabrikker.

At de har gjort det, er en beslutning i Viborg Byråd et godt eksempel på. Behandling og godkendelse af alle forhold vedrørende miljø på landbrugsejendomme er henlagt til forvaltningen. I Viborg, er det reelt en enkelt medarbejder, som godkender miljøforhold og sagerne skal ikke behandles i det ansvarlige politiske udvalg.

Producent og ejer skriver teksten i miljøgodkendelser

Og når det drejer sig om svinebrug er teksten i miljøgodkendelsen skrevet af det staldfirma, som skal bygge staldanlægget.

Det fremhæves, at der kommer andre medlemmer i disse lokale udvalg. Bl.a. nævnes at Danmarks Naturfredningsforening vil få plads i udvalgene. Det er jo teoretisk en meget fornem anerkendelse af DNs rolle, men det er ikke sikkert, at alle de repræsentanter DN udpeger er kompetente, når de skal være oppe imod professionelle folk fra erhvervet og kommunen.

Jeg er overbevist om, at der rundt omkring i DNs lokale foreninger sidder mange kompetente mennesker, som vil det bedste for naturen og det er vigtigt, at de kommer i udvalgene.

Naturfredningsforeningens kontrollanter

Jeg kender eksempler på at lokale naturfredningsfolk ikke altid er de skarpeste til at komme på banen, når der sker forurening eller overgreb på naturen. Det er selvfølgelig mennesker, som udfører arbejdet frivilligt og det kan være forklaringen på, at et tilfælde med en ulovlig opgravning af et åløb først fik den lokale naturfredningsforening til at reagere flere uger efter anmeldelsen.

De kommunale miljøkontrol reagerede fire uger efter både telefonisk og skriftlig anmeldelse…

Jeg håber at DN tager ansvaret på sig og ikke kun soler sig i, at de har medvirket til aftalen. Det er nu deres rettigheder som høringspart skal udmøntes i upartisk kontrol overfor landmændene og i en vis grad også kommunerne i denne afgørende del af den grønne omstilling.

Hvor ambitiøst den grønne omstilling er, kan til enhver tid diskuteres. Så længe antallet af husdyr – primært svin – ikke bliver reguleret vil presset på vore vandområder være stort og en professionel og samvittighedsfuld kontrol bliver vigtig.

Det er tvivlsomt om modellen med lokale udvalg og frivillighed overhovedet vil kunne styre udviklingen. Hvad vi har set tidligere ad den vej, styrker ikke troen på denne løsning.

Hensigten med den vedtagne plan synes jeg også er tvivlsom. Den grønne omstilling er lavet på beregninger, som passer ind i den model regeringens teknokrater ønsker. Udarbejdelsen af de tre forslag satte eksperterne uden for døren.

Finansministeriet har overtaget miljøforvaltningen

Da de stillede sig skeptiske fik regeringen Finansministeriet til at lave modellerne. Vi har i mange år haft yderst kompetente folk på netop dette område i Miljøministeriet. Men disse fagpersoner har i de senere år stået i vejen for politiske hensigter.

Det har miljøfolkene i den statslige administration mærket i mange år. Siden Lars Løkke Rasmussens tid har skiftende regeringer kørt statens miljøforvaltning træt.

Udflytninger og ændringer af administrative organisationer har tæret på miljøfolkenes kræfter i et sådant omfang at dem, som oprindeligt sad med viden og vilje enten er flygtet området eller er blevet nedprioriterede.

Disse medarbejderes skæbne er en illustration af Lars Løkke arvtagernes teknokratiske nedprioritering af miljø, natur og klima.

I dag fuldbyrdes udfasningen den historisk og internationalt anerkendte danske miljøforvaltning med at Finansministeriet leverer arbejdspapirerne og excel-arkene til de teknokratiske ministre med Jeppe Bruus i spidsen Måske er det dem, som indført begrebet “de danske vandoplande” – en betegnelse den grønne minister bruger som den eneste, når der tales om danske vådområder.